Tiden i London er ved vejs ende og om få dage sidder jeg i et fly mod København, med mit liv pakket ned i de samme to kufferter der bragte det herover. Efter et travlt år, hvor der til tider har været lidt langt imellem meldingerne herovrefra, føler jeg, at jeg skylder en lille beretning om min tid i London. Om et liv væk fra de trygge rammer.
Et nyt årti var blot et par dage gammelt. Kroppen dirrede og kåde sommerfugle blafrede rundt i mit indre, da jeg på en råkold januardag, rev teltpælene op af den frosthårde københavnske muld og satte kursen mod den britiske hovedstad. Forude lå et 11-måneders arbejdsophold.
Imidlertid er et år fløjet forbi i et hæsblæsende tempo. Vinter blev til forår, forår blev til sommer, sommer blev til efterår og i dette øjeblik sidder jeg i vindueskarmen og kigger ind over byen, der for blot en måned siden, på malerisk – ja næsten poetisk vis, var iklædt en forunderlig efterårsfrakke i glødende rødgule nuancer. Der er ikke meget poetisk at sige om den grå og kolde udsigt der møder øjet nu, hvor efterår igen er blevet til vinter og årets cirkel er sluttet.
Selvom året er er fløjet af sted som fugle på træk mod varmere himmelstrøg, har det efterladt et virvar af oplevelser og indtryk. Nogle får lov blot at forblive flyvske og forsvinde med tiden, mens andre, gode som dårlige, fortjener udødeliggørelse her i skrivebordslampens skær.
For mig er London, som de fleste storbyer tror jeg, en uhåndgribelig størrelse. Den er fantastisk og den er frygtelig. Det gik for nyligt op for mig, at jeg ofte refererer til London som et sted der er skønt at komme til, men mindst lige så skønt at tage fra. Polariseringen er enorm og hvis mit hjerte var bare en tand større, ville jeg slet ikke have nogen penge tilovers for mig selv. Det er en øjenåbner på godt og ondt, men jeg er overbevist om at det er sundt at prøve en tilværelse under andre vilkår, hvor man ikke kan trække et uldent velfærdstæppe over hovedet, indtil alt det onde har passeret. Her hersker en anden hårdhed og kynisme, men lærer man at beherske netop disse redskaber, er vejen til succes inden for rækkevidde, i en by med uendelige muligheder og uudtømmelige ressourcer. Jeg er splittet når det kommer til at bruge byen, tage ud i den, opleve den. Der er steder jeg ikke kan få nok af og steder jeg for alt i verden prøver at holde mig fra. Det er had og det er kærlighed – forelskelse og foragt.
Shoppingturismens kaotiske epicentre omkring Oxford Street, Regent Street og Piccadilly Circus er områder jeg efter bedste evne forsøger at undgå. Det er der flere grunde til, men for mig er den altoverskyggende rædselskilde, det hensynsløse shoppingfolk og værre endnu, mængden af dem. Jeg er hverken menneskesky eller klaustrofobisk anlagt, tværtimod, men på de steder er der folk overalt. Så mange at man knapt kan trække vejret, så mange at man mest af alt har lyst til at løbe skrigende bort. Hver og én har de det der spiddende, gennemtrængende blik der ikke skuer andet end det næste tilbudsvindue, mens alt andet på deres vej reduceres til støv. Er man først blevet opslugt af dette frådende menneskehav, er der ingen anden udvej end at tage en dyb indånding, lade sig drive med strømmen og håbe på ikke at drukne. Om ikke andet, så indtil en nådig sjæl åbner næste sluseport og slipper dig ud i friheden på ny.
Måske virker det derfor en smule paradoksalt at et af mine absolutte favoritsteder, Borough Market, netop er fyldt med mennesker. Dette vidunderlige og ældgamle madmarked er klemt inde mellem Southwark Cathedrals idylliske kirkehave og de buldrende jernbanebroer ved London Bridge Station. Det har ligget på det samme sted i over 250 år og forbliver et sandt mekka for folk med hang til gastronomisk ganeforkælelse. Eller blot en herlig oplevelse for dem, som nøjes med at lade sig fortrylle af stemningen, duftene, farverne og det eventyrlige lys der vælter ind i hallerne gennem det smukke glastag. De smalle stier snor sig ud og ind mellem alverdens fristende stande, der bugner med Turkish delight, pies, fisk og franske vine der sælges med tyk accent og krøllet moustache. Her er hensynsløsheden erstattet af smil, hygge og tid. Her tager man hen for at nyde og for bare at være. Her er der tid og rum til at lade sig inspirere af de spraglede omgivelser og tid til at vende verdenssituationen med en forbipasserende på en kantsten, mens man forkæler sig selv med en bæredygtig mokka i et håndmalet papkrus. Markedet er en herlig lille tidslomme midt i al mylderet, som et stærkt symbol på storbyens mangfoldighed og stålfaste vilje, til at lade kulturlivets træ springe ud og slå rødder, helt ud i selv de mindste forgreninger af et multietnisk samfund.
Jeg skal forsøge ikke at dvæle for længe ved den egentlige årsag til mit ophold – arbejdet på hotellet. Man oplever jo lidt af hvert over et år på sådan et sted. Jeg har krydset klinger med alverdens nationaliteter og kulturer og lagt ører til de mest vidunderlige, mærkværdige og bizarre fortællinger, fra et klientel der er mindst lige så grå-grønt og grumset som Limpopofloden i Mozambique, hvor elefanten fik sin snabel i Kiplings berømte fabel. Jeg har delt historier med alt fra tykke amerikanere, overhøflige japanere og stramme europæiske forretningsmænd til farverige afrikanere, arrogante nyrige russere og arabere med bagage nok til en rumrejse.
Det har været et rekordår på hotellet og London er inde i en slags boble hvad angår turisme. Vi ligger langt over budgettet og har ikke mærket det mindste til krise og recession. Det er jo fantastisk at have muligheden for at uddanne sig et sted, der er med hvor det sker og desuden et hotel, der i over 5 år, kontinuerligt har ligget i top-10 over de bedste hoteller i London på tripadvisor.com. Vel at mærke ud af mere end 1000 hoteller. Af den samme grund har det været et travlt år rent arbejdsmæssigt, hvor jeg er blevet udfordret på alle fronter med et stort ansvar til følge.
På trods af de mange oplevelser og indtryk jeg har samlet gennem min daglige gang på hotellet, er der dog to elementer der skiller sig ud som de mest dominerende. Det ene er hvor heldig jeg har været, at arbejde et sted med så fantastiske kolleger omkring mig. De menneskelige bekendtskaber har uden sammenligning været sublime og nogle jeg kan tage med mig videre. Det virkede naturligt at komme som grøn og fremmet ind i en sammentømret flok og det har bare gjort alting så meget lettere, at kollegerne også er blevet gode venner, hvis selskab jeg i dag sætter stor pris på.
Det andet kaster lidt malurt i bægeret og handler om mængden af arbejde. For mig er det ganske enkelt; jeg har simpelthen arbejdet for meget og med en vagtplan der ofte har været helt hen i vejret. For at give et eksempel har jeg fra d. 3. november til d. 3. december arbejdet i alt 26 dage. Heraf utallige back to back vagter, hvilket betyder at jeg har fri kl. 23 om aftenen og begynder igen kl. 07 den følgende morgen. I det 8-timers vindue skal jeg så nå at klæde om, tage hjem til Clapham, falde til ro før jeg kan sove nogle få timer, stå op, gå i bad, barbere mig, spise morgenmad, tage tilbage til arbejdet og klæde om igen! Selv Superman ville, uden indblanding af kryptonit, blive lidt rundtosset af det program. Mit største problem med vagtplanen har dog været antallet af arbejdsdage uden fridage imellem. Jeg har utallige gange arbejdet både 8, 9 og 10 dage i træk uden fridage og sågar perioder med 7 dage på job, så én dags fri og så yderligere 8 dage i uniformens stramme betræk. Det er 15 ud af 16 dage på arbejde og det er bare for meget. I min verden er det ikke fair at lade folk knokle så hårdt og samtidig forvente, at de leverer en helt overdådig service - det kan ikke lade sig gøre. Dette er selvfølgelig sagt velvidende at hotelbranchen er stenhård og desuden er jeg jo en forkælet skandinav fra en velfærdsstat, hvor vi alle danser rundt på roser. lad det så være den sidste sætning om arbejde i denne omgang.
Når jeg så endelig har haft fri, har jeg så vidt muligt været ude at opleve byen, for den har jo enormt meget at byde på. Med dens vibrerende sammensmeltning af hele verden pakket ind i britisk charme, skal man altså være et umådeligt idéforladt menneske for at kede sig. Det kaster sjove og mindeværdige oplevelser af sig, men til tider finder jeg ligeledes, at London også kan være en smule uoverskuelig og måske endda en anelse for stor og rodet til min smag. Man kan nemt få følelsen af, at for mange mennesker er presset ind på et for lille område. Det er en pulserende storby og folk har altid travlt – både hvad angår tid og karriere. Det føles indimellem som om man aldrig stopper op og puster ud, men hele tiden klatrer mod det næste plateau, i stedet for at løfte blikket og nyde udsigten, inden den videre færd. Der er ikke nok tid til fordybelse og ikke tid til at have god tid og slet ikke tid til at spilde tid. Om det så er fordi, jeg ikke er udpræget storbymenneske eller fordi folk vitterlig ikke tager sig tid, skal jeg ikke gøre mig klog på. Omvendt er det jo også alle de millioner af mennesker der gør London til et mulighedernes slaraffenland, der er fuldstændig unikt. Hvis man fjernede alt dette ville London også miste sin sjæl, som når man spærrer klodens vilde dyr inde bag tykke ståltremmer. De naturlige instinkter forsvinder og de før så fascinerende kæmper bliver grå og tamme, uden lys og glød i det engang så skarpe, jagende blik.
Når jeg sidder her på min taburet og forsøger at tærske et års tanker og indtryk, er det første der slår mig, hvor hurtigt det blev hverdag. Hvor hurtigt rutinerne sneg sig ind og alting blev ”normalt”, selvom det var så langt fra alt hvad jeg var vant til. Jeg kan huske, at jeg som turist i London var vild med tuben (metroen), men efter bare en måneds tid herovre blev det hverdag, og nu er mit pladderromantiske forhold til Londons ældgamle undergrundsbane, fuldstændig vendt på hovedet og jeg foretrækker til hver en tid at tage bussen. Uanset hvornår du rejser med tuben er den fyldt, den larmer så meget at det ikke nytter med musik i ørerne og luften er så tung at man bliver træt i både krop og sjæl efter bare en kort tur i de dunkle tunneller.
Det har været et spændende år og jeg har lært lige så meget som jeg kunne håbe på, både fagligt og personligt, men vigtigst af alt er jeg blevet et års erfaringer rigere. Jeg har fået bekræftet en masse fordomme og forestillinger og afkræftet mindst lige så mange. Jeg har lært at sætte pris på hvad jeg har derhjemme og jeg har lært at udlængsel er sund, så længe man ikke lader sig blænde af den. Jeg har mødt et hav af interessante mennesker og kulturer, som jeg vil bære med mig for altid.
At rejse et år alene til et andet land betyder at starte forfra. Du skal finde et sted at bo, skabe et netværk fra bunden, lære et nyt land og system at kende, finde din plads blandt et mylder af eksistenser og samtidig finde rum til at være dig selv og ikke glemme hvad du er rejst fra. Jeg tror det har været mere krævende end jeg først regnede med. Jeg flyttede to gange før jeg fandt et sted, hvor jeg følte mig tilpas med både omgivelserne og de folk jeg skulle dele hus og hjem med. Flytningerne var rigtige valg, men det krævede også meget energi at omstille sig i en travl hverdag, hvor de mentale projektører pludselig skulle kaste lys på flere scener ad gangen.
Mine fantastiske bofæller i huset i Clapham, Rhys, Esther og Jo er en evig kilde til fest og glade dage og mit hjem her er virkelig et hjem. Hvad enten det er spontan køkkenfest, tømmermandssøndag eller bare 5 minutters kaffesnak ovenpå en lang dag, foregår det altid med et smil på læben og et kærligt glimt i øjet. Når du, som jeg, er flyttet alene herover er det bare vitalt at have et hjem og en base hvor du føler dig godt tilpas, hvor du har plads til at være dig selv og mest af alt - et hjem du glæder dig til at komme hjem til.
Det ville være ren galimatias at sidde her og skrive løs og ikke nævne alle de skønne besøg fra gode venner og familie, der har beriget tilværelsen herovre og bragt et velkomment dansk islæt til en international hverdag. Jeg har nydt at byde jer velkommen og det har været en sand fornøjelse at vise jer rundt herovre og dele alle de vidunderlige oplevelser med jer. Besøgene har været små milepæle jeg ivrigt har set frem til og efter en lang og travl måned, er der bare ikke noget bedre, end at vende tingene og få samlet de løse ender i selskab med de bedste venner. Så mange tak skal i have.
Og nu, mine damer og herrer, er vi nået til enden på denne beretning. Jeg håber i har følt jer underholdt af mine udbrud og jeg håber i glæder jer til at se mig, ligeså meget som jeg glæder mig til at se jer.
Og til London: Tak for dansen. Selvom skoene gnavede lidt og du trådte mig over tæerne flere gange, har det været en fin dans. Ikke en brudevals – men en fin dans.
Jesper
