Et år på den store scene - en beretning om forelskelse og foragt

Tiden i London er ved vejs ende og om få dage sidder jeg i et fly mod København, med mit liv pakket ned i de samme to kufferter der bragte det herover. Efter et travlt år, hvor der til tider har været lidt langt imellem meldingerne herovrefra, føler jeg, at jeg skylder en lille beretning om min tid i London. Om et liv væk fra de trygge rammer. 

Et nyt årti var blot et par dage gammelt. Kroppen dirrede og kåde sommerfugle blafrede rundt i mit indre, da jeg på en råkold januardag, rev teltpælene op af den frosthårde københavnske muld og satte kursen mod den britiske hovedstad. Forude lå et 11-måneders arbejdsophold.

 

Imidlertid er et år fløjet forbi i et hæsblæsende tempo. Vinter blev til forår, forår blev til sommer, sommer blev til efterår og i dette øjeblik sidder jeg i vindueskarmen og kigger ind over byen, der for blot en måned siden, på malerisk – ja næsten poetisk vis, var iklædt en forunderlig efterårsfrakke i glødende rødgule nuancer. Der er ikke meget poetisk at sige om den grå og kolde udsigt der møder øjet nu, hvor efterår igen er blevet til vinter og årets cirkel er sluttet.

Selvom året er er fløjet af sted som fugle på træk mod varmere himmelstrøg, har det efterladt et virvar af oplevelser og indtryk. Nogle får lov blot at forblive flyvske og forsvinde med tiden, mens andre, gode som dårlige, fortjener udødeliggørelse her i skrivebordslampens skær.

For mig er London, som de fleste storbyer tror jeg, en uhåndgribelig størrelse. Den er fantastisk og den er frygtelig. Det gik for nyligt op for mig, at jeg ofte refererer til London som et sted der er skønt at komme til, men mindst lige så skønt at tage fra. Polariseringen er enorm og hvis mit hjerte var bare en tand større, ville jeg slet ikke have nogen penge tilovers for mig selv. Det er en øjenåbner på godt og ondt, men jeg er overbevist om at det er sundt at prøve en tilværelse under andre vilkår, hvor man ikke kan trække et uldent velfærdstæppe over hovedet, indtil alt det onde har passeret. Her hersker  en anden hårdhed og kynisme, men lærer man at beherske netop disse redskaber, er vejen til succes inden for rækkevidde, i en by med uendelige muligheder og uudtømmelige ressourcer. Jeg er splittet når det kommer til at bruge byen, tage ud i den, opleve den. Der er steder jeg ikke kan få nok af og steder jeg for alt i verden prøver at holde mig fra. Det er had og det er kærlighed – forelskelse og foragt.

Shoppingturismens kaotiske epicentre omkring Oxford Street, Regent Street og Piccadilly Circus er områder jeg efter bedste evne forsøger at undgå. Det er der flere grunde til, men for mig er den altoverskyggende rædselskilde, det hensynsløse shoppingfolk og værre endnu, mængden af dem. Jeg er hverken menneskesky eller klaustrofobisk anlagt, tværtimod, men på de steder er der folk overalt. Så mange at man knapt kan trække vejret, så mange at man mest af alt har lyst til at løbe skrigende bort. Hver og én har de det der spiddende, gennemtrængende blik der ikke skuer andet end det næste tilbudsvindue, mens alt andet på deres vej reduceres til støv. Er man først blevet opslugt af dette frådende menneskehav, er der ingen anden udvej end at tage en dyb indånding, lade sig drive med strømmen og håbe på ikke at drukne. Om ikke andet, så indtil en nådig sjæl åbner næste sluseport og slipper dig ud i friheden på ny.

Måske virker det derfor en smule paradoksalt at et af mine absolutte favoritsteder, Borough Market, netop er fyldt med mennesker. Dette vidunderlige og ældgamle madmarked er klemt inde mellem Southwark Cathedrals idylliske kirkehave og de buldrende jernbanebroer ved London Bridge Station. Det har ligget på det samme sted i over 250 år og forbliver et sandt mekka for folk med hang til gastronomisk ganeforkælelse. Eller blot en herlig oplevelse for dem, som nøjes med at lade sig fortrylle af stemningen, duftene, farverne og det eventyrlige lys der vælter ind i hallerne gennem det smukke glastag. De smalle stier snor sig ud og ind mellem alverdens fristende stande, der bugner med Turkish delight, pies, fisk og franske vine der sælges med tyk accent og krøllet moustache. Her er hensynsløsheden erstattet af smil, hygge og tid. Her tager man hen for at nyde og for bare at være. Her er der tid og rum til at lade sig inspirere af de spraglede omgivelser og tid til at vende verdenssituationen med en forbipasserende på en kantsten, mens man forkæler sig selv med en bæredygtig mokka i et håndmalet papkrus. Markedet er en herlig lille tidslomme midt i al mylderet, som et stærkt symbol på storbyens mangfoldighed og stålfaste vilje, til at lade kulturlivets træ springe ud og slå rødder, helt ud i selv de mindste forgreninger af et multietnisk samfund.          

Jeg skal forsøge ikke at dvæle for længe ved den egentlige årsag til mit ophold – arbejdet på hotellet. Man oplever jo lidt af hvert over et år på sådan et sted. Jeg har krydset klinger med alverdens nationaliteter og kulturer og lagt ører til de mest vidunderlige, mærkværdige og bizarre fortællinger, fra et klientel der er mindst lige så grå-grønt og grumset som Limpopofloden i Mozambique, hvor elefanten fik sin snabel i Kiplings berømte fabel. Jeg har delt historier med alt fra tykke amerikanere, overhøflige japanere og stramme europæiske forretningsmænd til farverige afrikanere, arrogante nyrige russere og arabere med bagage nok til en rumrejse.

Det har været et rekordår på hotellet og London er inde i en slags boble hvad angår turisme. Vi ligger langt over budgettet og har ikke mærket det mindste til krise og recession. Det er jo fantastisk at have muligheden for at uddanne sig et sted, der er med hvor det sker og desuden et hotel, der i over 5 år, kontinuerligt har ligget i top-10 over de bedste hoteller i London på tripadvisor.com. Vel at mærke ud af mere end 1000 hoteller. Af den samme grund har det været et travlt år rent arbejdsmæssigt, hvor jeg er blevet udfordret på alle fronter med et stort ansvar til følge.

På trods af de mange oplevelser og indtryk jeg har samlet gennem min daglige gang på hotellet, er der dog to elementer der skiller sig ud som de mest dominerende. Det ene er hvor heldig jeg har været, at arbejde et sted med så fantastiske kolleger omkring mig. De menneskelige bekendtskaber har uden sammenligning været sublime og nogle jeg kan tage med mig videre. Det virkede naturligt at komme som grøn og fremmet ind i en sammentømret flok og det har bare gjort alting så meget lettere, at kollegerne også er blevet gode venner, hvis selskab jeg i dag sætter stor pris på.

Det andet kaster lidt malurt i bægeret og handler om mængden af arbejde. For mig er det ganske enkelt; jeg har simpelthen arbejdet for meget og med en vagtplan der ofte har været helt hen i vejret. For at give et eksempel har jeg fra d. 3. november til d. 3. december arbejdet i alt 26 dage. Heraf utallige back to back vagter, hvilket betyder at jeg har fri kl. 23 om aftenen og begynder igen kl. 07 den følgende morgen. I det 8-timers vindue skal jeg så nå at klæde om, tage hjem til Clapham, falde til ro før jeg kan sove nogle få timer, stå op, gå i bad, barbere mig, spise morgenmad, tage tilbage til arbejdet og klæde om igen! Selv Superman ville, uden indblanding af kryptonit, blive lidt rundtosset af det program. Mit største problem med vagtplanen har dog været antallet af arbejdsdage uden fridage imellem. Jeg har utallige gange arbejdet både 8, 9 og 10 dage i træk uden fridage og sågar perioder med 7 dage på job, så én dags fri og så yderligere 8 dage i uniformens stramme betræk. Det er 15 ud af 16 dage på arbejde og det er bare for meget. I min verden er det ikke fair at lade folk knokle så hårdt og samtidig forvente, at de leverer en helt overdådig service - det kan ikke lade sig gøre. Dette er selvfølgelig sagt velvidende at hotelbranchen er stenhård og desuden er jeg jo en forkælet skandinav fra en velfærdsstat, hvor vi alle danser rundt på roser. lad det så være den sidste sætning om arbejde i denne omgang.

Når jeg så endelig har haft fri, har jeg så vidt muligt været ude at opleve byen, for den har jo enormt meget at byde på. Med dens vibrerende sammensmeltning af hele verden pakket ind i britisk charme, skal man altså være et umådeligt idéforladt menneske for at kede sig. Det kaster sjove og mindeværdige oplevelser af sig, men til tider finder jeg ligeledes, at London også kan være en smule uoverskuelig og måske endda en anelse for stor og rodet til min smag. Man kan nemt få følelsen af, at for mange mennesker er presset ind på et for lille område. Det er en pulserende storby og folk har altid travlt – både hvad angår tid og karriere. Det føles indimellem som om man aldrig stopper op og puster ud, men hele tiden klatrer mod det næste plateau, i stedet for at løfte blikket og nyde udsigten, inden den videre færd. Der er ikke nok tid til fordybelse og ikke tid til at have god tid og slet ikke tid til at spilde tid. Om det så er fordi, jeg ikke er udpræget storbymenneske eller fordi folk vitterlig ikke tager sig tid, skal jeg ikke gøre mig klog på. Omvendt er det jo også alle de millioner af mennesker der gør London til et mulighedernes slaraffenland, der er fuldstændig unikt. Hvis man fjernede alt dette ville London også miste sin sjæl, som når man spærrer klodens vilde dyr inde bag tykke ståltremmer. De naturlige instinkter forsvinder og de før så fascinerende kæmper bliver grå og tamme, uden lys og glød i det engang så skarpe, jagende blik.     

Når jeg sidder her på min taburet og forsøger at tærske et års tanker og indtryk, er det første der slår mig, hvor hurtigt det blev hverdag. Hvor hurtigt rutinerne sneg sig ind og alting blev ”normalt”, selvom det var så langt fra alt hvad jeg var vant til. Jeg kan huske, at jeg som turist i London var vild med tuben (metroen), men efter bare en måneds tid herovre blev det hverdag, og nu er mit pladderromantiske forhold til Londons ældgamle undergrundsbane, fuldstændig vendt på hovedet og jeg foretrækker til hver en tid at tage bussen. Uanset hvornår du rejser med tuben er den fyldt, den larmer så meget at det ikke nytter med musik i ørerne og luften er så tung at man bliver træt i både krop og sjæl  efter bare en kort tur i de dunkle tunneller.  

Det har været et spændende år og jeg har lært lige så meget som jeg kunne håbe på, både fagligt og personligt, men vigtigst af alt er jeg blevet et års erfaringer rigere. Jeg har fået bekræftet en masse fordomme og forestillinger og afkræftet mindst lige så mange. Jeg har lært at sætte pris på hvad jeg har derhjemme og jeg har lært at udlængsel  er sund, så længe man ikke lader sig blænde af den. Jeg har mødt et hav af interessante mennesker og kulturer, som jeg vil bære med mig for altid.

At rejse et år alene til et andet land betyder at starte forfra. Du skal finde et sted at bo, skabe et netværk fra bunden, lære et nyt land og system at kende, finde din plads blandt et mylder af eksistenser og samtidig finde rum til at være dig selv og ikke glemme hvad du er rejst fra. Jeg tror det har været mere krævende end jeg først regnede med. Jeg flyttede to gange før jeg fandt et sted, hvor jeg følte mig tilpas med både omgivelserne og de folk jeg skulle dele hus og hjem med. Flytningerne var rigtige valg, men det krævede også meget energi at omstille sig i en travl hverdag, hvor de mentale projektører pludselig skulle kaste lys på flere scener ad gangen.

Mine fantastiske bofæller i huset i Clapham, Rhys, Esther og Jo er en evig kilde til fest og glade dage og mit hjem her er virkelig et hjem. Hvad enten det er spontan køkkenfest, tømmermandssøndag eller bare 5 minutters kaffesnak ovenpå en lang dag, foregår det altid med et smil på læben og et kærligt glimt i øjet. Når du, som jeg, er flyttet alene herover er det bare vitalt at have et hjem og en base hvor du føler dig godt tilpas, hvor du har plads til at være dig selv og mest af alt - et hjem du glæder dig til at komme hjem til.

Det ville være ren galimatias at sidde her og skrive løs og ikke nævne alle de skønne besøg fra gode venner og familie, der har beriget tilværelsen herovre og bragt et velkomment dansk islæt til en international hverdag. Jeg har nydt at byde jer velkommen og det har været en sand fornøjelse at vise jer rundt herovre og dele alle de vidunderlige oplevelser med jer. Besøgene har været små milepæle jeg ivrigt har set frem til og efter en lang og travl måned, er der bare ikke noget bedre, end at vende tingene og få samlet de løse ender i selskab med de bedste venner. Så mange tak skal i have.

Og nu, mine damer og herrer, er vi nået til enden på denne beretning. Jeg håber i har følt jer underholdt af mine udbrud og jeg håber i glæder jer til at se mig, ligeså meget som jeg glæder mig til at se jer.

Og til London: Tak for dansen. Selvom skoene gnavede lidt og du trådte mig over tæerne flere gange, har det været en fin dans. Ikke en brudevals – men en fin dans.

Jesper

Ny computer - Ny start

Så er jeg langt om længe tilbage ved tasterne. En ny computer har erstattet den gamle, som efter 5 gode års tjeneste måtte give op i starten af februar. Timingen kunne have været bedre, da det ikke ligefrem er en dans på roser at være computerløs når man er på egen hånd i et andet land.
Det er heldigvis fortid og jeg er nu tilbage online med en herlig ny maskine.


Rent arbejdsmæssigt fortsætter udvikingen stille og roligt i takt med at jeg får tildelt mere og mere ansvar. Jeg kører nu både de tidlige og sene vagter på egen hånd og er ved at være ganske godt inde i de forskellige systemer og rutiner der følger med hertil. Der er selvfølgelig et godt stykke vej endnu og mange ting der skal læres, men indtil videre har tonen været positiv og tilbagemeldingerne rigtig fine. Jeg kan også mærke at jeg har flyttet mig meget siden jeg sidst sad bag skærmen og fortalte om min daglige gang.


På hotellet kan vi i den grad mærke at vi er gået ind i forårsmånederne. Vi har haft enormt travlt den seneste måned og der har flere gange været fuldstændig udsolgt på både værelses- og konferencefronten. Jeg skal lige love for det kan mærkes når huset er fyldt. Der er er helt andet tempo og alt skal ordnes meget hurtigere for ikke at komme bagud. Det kan være afsinding hårdt og krævende, men på samme tid er det jo også et unikt indblik i en verden af kulturer der støder sammen under ét tag og det er blevet til mange sjove historier og anekdoter fra diverse businessmænd, storshoppende karrierekvinder samt amerikanere i alle størrelser og bredder.


Som jeg skrev i den sidste blog, er det så småt ved at blive hverdag at bo, leve og arbejde her i London. Det er dog en hverdag uden de store udskejelser, da tiden primært går med arbejde og afslapning som konsekvens heraf. Der er bare rigtig rigtig meget arbejde, hvilket jeg jo udemærket var klar over da jeg rejste herover, men jeg må nok indrømme at jeg ikke er videre imponeret over måden hvorpå vagtplanen struktureres. Reglerne mht. vagtplanen herovre er de samme som derhjemme på mange måder. Dog med nogle små men markante forskelle. Herovre skal man også have 2 fridage pr. 5 arbejdsdage, men hvor disse fridage placeres er lidt mere frit for arbejdsgiveren. Det betyder at jeg regelmæssigt har nogle arbejdsperioder uden fridage der er lidt for lange i mit fordrejede skandinaviske velfærdsunivers. Jeg har således haft et par perioder med 7 eller 8 dage i træk uden fridage og imorgen går jeg så i krig med mit andet 9-dages stræk uden fridage inden for den sidste måned. Det er altså lige i overkanten synes jeg. Men nu skal det jo heller ikke blive en lang klagesang, for arbejdspladsen og miljøet er rigtig fin og jeg har det herligt med mine kolleger og nyder generelt at være på jobbet. Den ærgelige konsekvens af de lange stræk er dog imidlertid, at min indlæringsevne fra den sjette dag stortset er væk, da jeg ikke er typen der bare kan suge til sig uden en puster. Det er jo lidt ærgeligt, idet jeg jo trods alt er her iuddannelsesøjemed. Den anden konsekvens, som jeg bestemt synes er værre, er at jeg efter så mange dage i træk på jobbet, ikke har overskud til at få ret meget ud af de som regel blot to fridage der så kommer på den anden side. Der skal bare slappes af og kroppen skal restitueres, så den er klar til endnu en tørn. Det betyder jo uheldigvis at jeg ikke rigtig får gang i det sociale og sjældent får en ordenlig én på opleveren. Det er der ganske enkelt ikke overskud til. Dog er jeg ved glimrende mod og jeg er overbevist om, at det bliver lettere med tiden i takt med at jeg vænner mig mere til jobbet, byen og måden tingene foregår på. Og med det, dagens galde, bevæger vi os lystigt videre mod de mere opløftende beretninger.


Der har dog foregået lidt på den sociale front i form af et par fester. Jeg har haft en rigtig hyggelig aften ude med kollegerne fra hotellet med god middag og en masse drinks.
Og den 28. marts blev det årlige store "Staff appreciation party" afholdt. Det var et helt fantastisk og overvældende gallaarrangement for alle hoteller i kæden med alt betalt. Der blev fløjet folk ind fra hotellerne i USA, Sydafrika og Schweiz blot for at deltage. Vi var vidst omkring 700 spisende gæster til en 3-retters middag med awardshow og et helt fanstastisk band med 10-15 dansere. Arrangementet blev afholdt i den enorme balsal på Hilton hotellet på Park Lane. Tør slet ikke tænke på hvad det må have kostet af afholde sådan et arrangement, men flot, overvældende og pompøst var det hvertfald. Og så var det blot en bagatel at himmelen over London åbnede sluserne på gåturen hjem.


Det glæder mig at høre at I langt om længe er sluppet fri af vinteren og det kolde vejr og nu kan gå foråret og de lysere tider i møde uden sne og salt under sålerne.

Vejret herovre er først lige beggyndt at blive forårsagtigt. Det har været lige ved og næsten utallige gange, men så har kong vinter leveret endnu et gok i knolden på byen med den kolde vinterhammer. Kulden har bare siddet fast som en tunge på en rimdækket lygtepæl. Dog har vi været fri for sne i selve byen. Til det er der simpelthen for meget varme i centrum, men regnen har ingen skrupler og lakerer lystigt byens tage, gader og stræder på næsten daglig basis i øjeblikket.


På mine to fridage igår og idag har vejret dog været fint og forårsagtigt. Idag har været grå men lun, hvorimod igår var en helt fantastisk flot dag med høj sol og 16 grader. Jeg tog en tur ud til Holland Park i det fashionable Kensington med en bog og et par lækre sprøde ginger snap biscuits i tasken. Holland Park er ikke specielt stor, men afsindig charmerende, smuk og hyggelig. Den er stort set turistfri gennem sin lidt afsides placering midt i et fint beboelsesområde, hvor de victorianske palæer og stejle bakker heldigvis gemmer parken for folk der ikke ved den er der. Således fungerer den fantasisk som et fint lille naturligt åndehul midt i al mylderet.
Bogen kom aldrig op af tasken, men på en så fin forårsdag gælder det bare om at suge til sig med alle de herlige dufte, lyde og indtryk. Jeg fandt en gammel bænk i den japanske have midt i parken hvor jeg kunne sidde og nyde et lille fint vandfald indtil en brølende påfugl besluttede sig for at forstyrre den ellers så fredelige forårsstemning.

Fælles for alle parkerne herovre er at de bare er helt afsindigt godt vedligeholdt. Der bliver virkelig ofret ressourcer på at tage vare om de grønne områder og byen tager imod med kyshånd og man kan se at folk virkelig sætter pris på parkerne. Det kunne vi altså godt lære noget af hjemme i København, hvor man lidt for tit bliver mødt af glasskår, skrald og lune brune klumper der ikke er jord.


Med et værelse der trænger til en overhaling og lidt tøjvask der skal klares inden et nyt langt stræk på jobbet starter imorgen, vil jeg slutte denne comeback blog.
Jeg er tilbage inden længe med mere nyt og opdateringer fra livet i London.

Jeg vil slutte med at takke drengene (Krølle, Tuki og Tim), fætter Frederik og mor for Jeres besøg herovre. Det har været en fornøjelse at vise jer rundt og bare nyde selskabet og en smule tiltrængt dansk sprogbrug.

Håber i allesammen har det godt hjemme i Danmark.

Tanker og kærlige hilsner,

Jesper

Næsten hverdag

Så er det blevet tirsdag aften og jeg er tilbage på kvisten efter ni travle og begivenhedsrige dage.
Som titlen på denne beretning antyder er jeg så småt ved at finde en rytme der minder lidt om en hverdag. Jeg krydser selvfølgelig stadig klinger med nye oplevelser og indtryk hver eneste dag og vil sikkert gøre det længe endnu, men jeg føler alligevel at jeg har et mere fast og bestemt greb om dirigentstokken end for blot en uge siden. Flere nye rutiner har så småt slået rødder og andre er stærkt på vej.

Jeg har på nuværende tidspunkt helt syr på mit morgenprogram der ser ud som følger;
Jeg står op to timer før jeg møder på hotellet, tager et bad og derefter følger den rædselsfulde barbering. Der er ikke noget at gøre - jeg skal være ren og nybarberet hver eneste dag. De fleste vil nok være klar over over at jeg ikke har været helt nybarberet hver dag siden min værnepligt for godt 3 1/2 år siden. Det er altså noget både jeg og min stakkels hud på halsen lige skal vænne sig til. Efter barberingen går turen til morgenmåltidet. Det er ikke et stort et af slagsen, men noget så nødvendigt for at få fjernet de sidste komalignende morgentendenser. Det består typisk af en stor kop te med mælk og honning serveret i en hæslig reklamekop fra chokoladegiganten Cadbury. Teen får selskab af en solid skål ristet müsli og bran flakes med friske bananskiver og hvis tid og sult er, sniger der sig måske en enkelt skive toast ind på scenen. Så er det tid til at hoppe i jakkesættet, de fine sko, en kridhvid skjorte og et fornemt silkeslips nænsomt dekoreret med hotelkædens røde nellikemønster. Derefter følger en hurtig tandbørstning og 40 minutter inden arbejdsstart tager jeg hjemmefra. Det er mere end rigelig tid, men det giver en rar bufferzone og tid til en kop kaffe i kantinen. I øjeblikket møder jeg enten kl. 8 eller 9 om morgenen, men når jeg starter i receptionen starter morgenvagten kl. 7.

Transporten til The Chesterfield foregår til fods og med tube. Jeg skal gå 1 minut fra vores hovedør til Edgware Road station. Derfra tager jeg Bakerloo Line fire stop til Oxford Circus hvor jeg skifter til Victoria Line, som jeg skal køre med et enkelt stop til Green Park, som er fem minutters gang fra hotellet. Det tager som regel 20-25 minutter fra dør til dør, hvilket i London målestok er luksusafstand.

I København er det ganske sjældent at se en 22-årig fyr i stramt jakkesæt og slips med toget om morgenen, men i London er jeg blot én blandt tusinder og atter tusinder klædt i jakkesæt. Hvad enten det er en flok skoleelver på tur eller finansmænd på vej mod bankerne langs Themsens breder er fællesnævneren et pænt og nydeligt jakkesæt. Det er formelt på et helt andet stadie end Danmark og selv gode gamle Emma Gad havde nok set sig omkring med et fornøjet glimt i øjet.

Hvis vi vender blikket mod det lidt tørre og mere praktiske område, kan jeg berette at jeg endelig har fået oprettet en bankkonto i Lloyds TSB, som er en af de ganske store banker herovre. Jeg fik sågar charmeret mig så meget ind på min nye bankrådgiver Shannon, at jeg fik forhandlet mig frem til et par forsikringer oven i købet for et meget beskedent beløb, så det er jo bare herligt. Jeg skal hente mit nye betalingskort i banken imorgen - det bliver rart at slippe for alle de småmønter. Jeg har desuden fået lavet en ret smart opsparingsordning, der automatisk runder op til det nærmeste pund ved brug af betalingskortet og sætter det overskydende beløb ind på min opsparingskonto. Det skal nok give en del når året er omme.
Udover oprettelse af bankkonto har jeg også fået ordnet et par andre praktiske småting. Men, da jeg helst ser at i også har lyst til at læse resten af bloggen, vil jeg undlade at kede jer med en gennemgang af disse i denne omgang og i stedet blot nævne, at jeg er ved at have fint styr på de fleste løse ender.

Arbejdsmæssigt går det rigtig godt. Sidste uge var jeg hos housekeeping for at lære alle de forskellige værelser at kende. Mandag og tirsdag fulgte jeg en af vores rengøringsdamer, Kira, rundt på de forskellige værelser. Det var enormt interessant at opleve hvordan en normal arbejdsdag ser ud for dem og jeg må indrømme, at jeg efter bare en halv dag hos housekeeping fik en helt ny respekt for det arbejde de udfører. Jeg har som så mange andre nok haft et lidt for arrogant forhold til rengøringsfaget - det har jeg så sandelig ikke længere. Onsdag, torsdag og fredag brugte jeg i selvskab med senior supervisoren i housekeeping. Vi brugte det meste af tiden på at vandre hotellet tyndt og sikre at alle værelser levede op til de nødvendige standarder. Alt i alt gav sidste uge mig et rigtig fint indblik i hotellets værelser og opbygning. Dog var det mest iøjnefaldende for hele ugen i en hård og slidende afdeling deres smittende og fantastiske humør. Alle hjalp hinanden, smilede og grinede og det synes jeg er beundringsværdigt når man udfører et job der til tider kan være umenneskelig utaknemmeligt - så herfra ryger hatten af for housekeeping.

Så nåede vi til weekenden. Fra torsdag til søndag havde vi to ekstra samboer i form af Cadija's kusine Suad og hendes veninde Maria. Det betød selvfølgelig at vi fredag skulle i byen allesammen. Vi endte på en trendy bar/club kaldet Pitcher & Piano som er placeret i området omkring Angel tube station. Jeg frygtede lidt at der ville gå hønsegård i showet, da jeg var afsted med 5 piger idet Lisa, Flora og Cadija's gamle sambo også hoppede ombord på festvognen. Det var dog heldigvis ikke tilfældet og det blev en fantastisk hyggelig, sjov og festlig aften krydret med billig alkohol og knap så koordinerede dansetrin.

Lørdag smuttede jeg på en kort solotur til moderne og hammer hyggelige Covent Garden. Her ligger en masse små hyggelige nicheforretninger, som jeg vadede ind og ud af. Jeg fik købt en sjov lampeskærm i pap, som min nøgne sparepære nok skal blive glad for - omend den nok lige skal vende sig til sin nye og en smule alternative indpakning. Senere på dagen mødte jeg pigerne til en kop kaffe i centrum. De havde for tredje dag i streg været på massiv powershopping og kom storsmilende slentrende gemt bag alverdens propfyldte pap- og plastikposer.
Efter endt kaffe drog vi mod lejligheden, kun afbrudt af et hurtigt indkøb i supermarkedet Waitrose. Aftenen stod derefter på middag og hyggesnak i køkkenet og vi faldt én efter én trætte om ovenpå en hård fredag og en lang lørdag med mange kilometer i benene.

Tidligt søndag morgen fløj Suad og Maria hjem til Norge, mens Flora, Cadija og jeg hang fast i vores senge senge som fluer på det der klistrede brune tape. Vi kom først op ved 1-tiden om eftermiddagen, da Cadija's kammerat Daniel kom forbi og hev os ned på den lokale pub, The Green Man, for at se Arsenal tabe til Stoke i FA Cuppen. The Green Man ligger lige overfor lejligheden og fungerer også som hostel, så der er altid ganske mange unge mennesker. Efterfølgende blev det til en kort gåtur i Hyde Park på en flot, kold og klar januardag, som vi brugte de sidste timer af med en film hjemme under dynen.

Det var slut på denne uges lidt forsinkede beretning, men der kommer snart nyt igen.
Jeg har det stadig rigtig godt og nyder tilværelsens herovre.

Det har været en lang dag og jeg er godt træt og brugt. Så nu vil jeg, med jer i tankerne, klappe computeren sammen og trække dynen godt op omkring ørerne og viske godnat.

-Jesper

Er der allerede gået ti dage?

Det er nu søndag aften og hold op hvor tiden er fløjet afsted. Jeg kan slet ikke forstå, at det er allerede ti dage siden jeg stod på stationen i Gatwick lufthavn og ventede på toget til mit nye hjem. Mit liv havde jeg i hænderne i form af to tunge kufferter. Siden da er kufferterne blevet pakket ud, pakket ned og igår blev de så pakket ud igen, da jeg rykkede ind i mit nye værelse.

Vejret er blevet noget bedre herovre siden sidste indlæg. Det har været ganske lunt, årstiden taget i betragtning og sneen forsvandt ligeså hurtigt som den kom. Vi har haft nogle skønne dage med høj sol og idag har det sågar været helt oppe omkring 10 grader. De næste dage skulle også blive rigtig fine med en temperatur på 7-8 grader og masser af sol. Da det er England skal det dog lige nævnes at det stod ned i stænger hele dagen igår. Så helt rosenrøde er vejrudsigterne trods alt heller ikke.

Jobmæssigt starter showet først for alvor imorgen. Denne uge har været dedikeret til introduktion og diverse småkurser, for hvilke jeg har fået en masse fine stempler i mit nyligt udleverede Passport to Success. Det er en spejderuniform med et fancy navn skaleret ned til pasformat. Hver gang man så har bestået og gennemført ekstra kurser og træning etc. får man et stempel/mærke fra det pågældende kursus i sit pas. Jeg overvejer stadig hvad der skal til for at få øksemærket. Passet bruges desuden som internt id-kort i kæden, da det, udover navn og billede, indeholder alle dine arbejdsdetaljer såsom, stilling, afdeling og hvilket hotel du tilhører.

For at få det hele på plads så alle kan være med, kommer her lidt faktuelle oplysninger om kæden og hotellet:

Min arbejdsplads er The Chesterfield Mayfair Hotel (i daglig tale The Chesterfield).
Det er, hvis jeg selv skal sige det, et hamrende lækkert hotel pakket ind i gammeldags engelsk charme og smukke omgivelser. Det er placeret lige ved Berkeley Square i eksklusive og mondæne Mayfair, hvor luksushoteller som The Ritz og Savoy også er placeret. De nysgerrige kan hoppe en tur på Google Maps og konstatere at det bliver svært at finde en meget mere central belligenhed i London, især hvad angår shopping. Hotellet har 107 værelser fordelt på 7 etager, heraf 13 luksuriøse suiter for at pleje hotellets rigere klientel. The Chesterfield er på Tripadvisor.com blevet kåret til det bedste Luksushotel i England, nummer 4 i Europa og nummer 9 i Verden. Hotellet rummer også en kritikerrost restaurant kaldet Butler's Restaurant.
The Chesterfield er en del en lille kæde kaldet The Red Carnation Hotel Collection. Der spilles på intim luksus, outstanding service og helt vanvittigt gode beliggenheder. Kæden er familieejet og har 13 hoteller, de fleste i England, men også et par stykker i Sydafrika, et enkelt i Florida og et i Geneve.

De nysgerrige kan se billeder og læse mere her:

Kæden: http://www.redcarnationhotels.com/

Hotellet: http://www.chesterfieldmayfair.com/

Mon ikke det var hotelfacts nok for idag...

I onsdags havde jeg min første dag på The Chesterfield. Jeg mødte de folk jeg kommer til at arbejde sammen med til daglig og fik en grundig og detaljeret rundvisning på hotellet. Det var en enormt positiv oplevelse og lover rigtig godt for fremtiden. Alle er så søde og åbne og man kunne med det samme mærke at arbejdsmiljøet er fantastisk. Der var en masse problemer med varmen på hotellet den dag, hvilket pressede folk ret meget. Alligevel var der masser af smil og latter og der kom altid en lille joke, når der var ekstra fart på. Alle hjalp hinanden og mit indtryk er at folk er meget mere end kolleger - de er rigtig gode venner. Jeg er ikke i tvivl om at der nok skal komme hårde perioder, men så er det fantastisk rart at have gode kolleger omkring sig. De kloge siger at man ikke skal sælge skindet før bjørnen er skudt, men det tegner i hvertfald rigtig fint og jeg glæder mig til imorgen hvor det går løs for alvor.

I næste uge skal jeg arbejde i housekeeping for at lære værelserne godt at kende og forstå de tidsrammer og rutiner de arbejder under. Det er enormt vigtigt, da det er en afdeling jeg vil komme til at arbejde tæt sammen med når jeg ryger ud i receptionen om et par uger.

Ugen efter skal jeg arbejde i switchboard som ikke er specielt spændende, da det primært handler om at viderestille telefonopkald. Det er dog en rigtig god måde at lære de forskellige kommunikationsveje på og jeg får godt selskab i form af Melissa, en sydafrikansk pige der er tidligere professionel tennisspiller. Derefter skal jeg ud i receptionen, hvor den virkelige træning starter.

Som sagt flyttede jeg ind i den nye lejlighed igår og jeg har allerede haft det meget sjovere her end jeg havde hele ugen i det gamle hus. Mine to flatmates Cadija og Flora er rigtig søde og super sociale. Cadija (udtales kadidja) er 50/50 fra Somalia og Tanzania, men har boet 20 år i Norge, så hun er ligeså skandinavisk som jeg. Floras mor er fra Peru, men hun er vokset op i Frankrig.

Vi holdt indflyttermiddag igår aftes og der kom et par af deres venner over plus Floras kæreste, som er her en gang om måneden, da det kun tager lidt over 2 timer at komme med Eurostar toget fra Paris til London. Vi lavede en kæmpe omgang fajitas, drak en masse vin og øl og fik grinet, diskuteret og snakket om en masse forskelle på lande og kulturer. Et oplagt emne da forsamlingen bestod af to franskmænd, en dansker, en afrikansk nordmand, en polak, en englænder og en jamaicaner. Det var en super hyggelig aften som fortsatte ud på de små timer, så vi alle lidt trætte og klatøjede idag.

Jeg har fået indrettet værelset efter bedste evne med de møbler der er til rådighed. Det er faktisk blevet ganske hyggeligt og der mangler kun et par småting. Såsom en lampeskærm til en ensom, men lystigt lysende sparepære og måske der kan blive plads til et billede eller to på de skaldede vægge. Jeg vil skyde værelset til at være små 15 m2, så jeg har rigtig fin plads, et stort vindue med masser af lysindfald og en fin udsigt. Jeg har et fint lille skrivebord, en rummelig kommode og et lille skab, hvor der er plads til alle skjorterne og resten af antikrøllet. I et ensomt hjørne, ved siden af en lille, lukket og opmuret kamin med fine mønstre, har jeg placeret en gammel træbænk med sort læderbetræk. Sidst men absolut størst har jeg et stort skrummel af en dobbelseng, hvor jeg indtil nu har sovet himmelsk. Da det her er England er der selvfølgelig også væg-til-væg tæpper på alle værelser. Det er altså en fetish jeg ikke helt forstår, for det er sat'me ikke for kønt - til gengæld er her ikke fodkoldt.

Det er en lidt slidt, men charmerende og hyggelig lejlighed. Køkkenet er fint og funktionelt og fungerer ligesom på Kronborggade som fællesrum. Dog med lidt mere plads og et større bord. Badeværelset er fint og alle VVS installationerne er lige blevet fikset, så alt fungerer bare som det skal i modsætning til det gamle hus, hvor et bad primært bestod af en masse hopperi ud og ind under bruseren fordi vandet konstant skiftede fra tilpas til iskoldt til kogende. Vi har også et stort badekar, så der rig mulighed for et afslappende karbad efter en lang dags arbejde, hvilket jeg nok skal blive vant til. Toilettet er placeret for sig selv i et lille rum i entreen.


Status efter ti dage her i London er super positiv. Jeg har fundet et godt sted at bo med et par herlige mennesker, som jeg nok skal få en masse sjove oplevelser sammen med. De første møder med hotellet og kæden har ligeledes været over forventning og sjældent har jeg følt mig så velkommen. Alt omkring mit arbejde og ophold er super tjekket og rigtig godt planlagt, så det har indtil nu været enormt nemt for mig, at hoppe ombord på et maskineri der lader til at være yderst velsmurt og som jeg glæder mig til at blive en integreret del af.

Jeg er ved at være vant til at bo her og føler mig knapt så meget som en turist som jeg gjorde de første dage. Det sociale kommer stille og roligt og der kommer endnu mere fart på når arbejdet starter og jeg lærer folk bedre at kende. Jeg er bestemt ikke bange for at komme til at kede mig. Jeg stortrives og nyder begyndelsen på en ny og spændende epoke, men selvfølgelig tænker jeg også rigtig meget på jer derhjemme.

Håber i har det herligt!

Kærlig hilsen

Jesper

De første dage

Det nærmer sig sengetid på endnu en snefyldt og begivenhedsrig dag i overvældende London.

Jeg ankom hertil i fredags (d. 8/1) og fandt hurtigt ud af at England er et snerydningsmæssigt u-land. Hele landet er på den anden ende, hvilket os semihærdede skandinaver kan gå og more os over - hvertfald indtil de isglatte fortorve også sætter tænderne i én selv.

Fredag, lørdag og søndag var bevidst sat af til en smule tilvænning til mit nye liv. Det er nødvendigt i en by der rummer 7,5 millioner mennesker i centrum og omkring 12-13 stykker i Greater London. Det centrale London rummer altså en 13-14 gange så mange mennesker som centrum af København. Desuden er London hjemsted for mere en 200 forskellige nationaliter, hvor New York eksempelvis "kun" huser omkring 160. Der er så mange indtryk at suge til sig og man kan blive godt ør i hovedet, hvis ikke man tillader sig selv at slå hovedet fra og nyde et stille øjeblik på en af byens mange skønne og hyggelige kaffebarer. Her refereres ikke partout til småhypede Starbucks, da der findes masser af små oaser, der serverer ikke bare bedre kaffe, men også gør det i mere intime og charmerende omgivelser.

Weekenden forløb altså blot med et par ture rundt omkring i byen uden faste destinationer - bare ren og skær faren vild. Om ikke andet så i hvertfald et forsøg på det, da det på trods af byens enorme størrelse stort set er umuligt at fare vild. Der er næsten en tube station på hvert et gadehjørne og de har det tit med at fortælle, hvor du befinder dig.

Hvad angår bolig er jeg p.t. indlogeret i hotellets staff accommodation i et klassisk victoriansk rækkehus. Det har fungeret som en fin base til at starte med, men jeg vil dog kun blive boende her indtil på lørdag d. 16, da jeg ikke kunne forestille mig at bo her i 11 måneder. Folk i huset er generelt ikke specielt sociale og de få der er rejser hjem om halvanden måned. Desuden er huset placeret i et temmelig dodgy område langt ude i det nordvestlige London. Der er et relativ begrænset byliv og der foregår ikke noget særligt herude rent kulturelt. Desuden tager det også alt for lang tid at komme på arbejde herfra.

Jeg er derfor meget glad for at kunne meddele, at jeg efter fantastisk kort tids søgen har været vanvittig heldig og fundet en rigtig fin flatshare med to piger bare 1 minuts gang fra Edgware Road underground station. Jeg besøgte dem igår aftes for at se stedet og møde dem og det klikkede bare rigtig fint lige fra den formelle og skrøbelige kop kaffe til et par hyggelige glas vin og en masse grin senere på aftenen. De sætter samværet og det sociale i højsædet og er samtidig to rigtig interessante bekendtskaber. De er 22 og 24 år og kommer henholdsvis fra Frankrig og Norge, men har opholdt sig i England et godt stykke tid. Den franske pige studerer matematik og den norske pige arbejder med autistiske børn og unge i London.

Jeg flytter ind i det nye værelse på lørdag. Det er fint og stort og har desuden en noget bedre og større seng en det nuværende. Vi er i lejligheden blevet enige om en temmelig liberal besøgspolitik, så der skulle være rig mulighed for indkvartering hos mig, hvis i, som jeg håber meget, planlægger et lille visit. Det tager ikke mere en 10 minutter at komme med tuben til Oxford Circus fra Edgeware Road, så det er altså virkelig centralt og desuden bliver det dejligt nemt for mig at komme til og fra arbejde - også på de mere skæve tidspunkter af døgnet.

Det var slut på denne post. Den næste skulle gerne følge trop om et par dage og kommer primært til at handle om hotellet, kæden, kollegerne og mine første dage på job.

Håber i har det fantastisk og nyder livet allesammen.

Jeg tænker på jer.

-Jesper