Næsten hverdag

Så er det blevet tirsdag aften og jeg er tilbage på kvisten efter ni travle og begivenhedsrige dage.
Som titlen på denne beretning antyder er jeg så småt ved at finde en rytme der minder lidt om en hverdag. Jeg krydser selvfølgelig stadig klinger med nye oplevelser og indtryk hver eneste dag og vil sikkert gøre det længe endnu, men jeg føler alligevel at jeg har et mere fast og bestemt greb om dirigentstokken end for blot en uge siden. Flere nye rutiner har så småt slået rødder og andre er stærkt på vej.

Jeg har på nuværende tidspunkt helt syr på mit morgenprogram der ser ud som følger;
Jeg står op to timer før jeg møder på hotellet, tager et bad og derefter følger den rædselsfulde barbering. Der er ikke noget at gøre - jeg skal være ren og nybarberet hver eneste dag. De fleste vil nok være klar over over at jeg ikke har været helt nybarberet hver dag siden min værnepligt for godt 3 1/2 år siden. Det er altså noget både jeg og min stakkels hud på halsen lige skal vænne sig til. Efter barberingen går turen til morgenmåltidet. Det er ikke et stort et af slagsen, men noget så nødvendigt for at få fjernet de sidste komalignende morgentendenser. Det består typisk af en stor kop te med mælk og honning serveret i en hæslig reklamekop fra chokoladegiganten Cadbury. Teen får selskab af en solid skål ristet müsli og bran flakes med friske bananskiver og hvis tid og sult er, sniger der sig måske en enkelt skive toast ind på scenen. Så er det tid til at hoppe i jakkesættet, de fine sko, en kridhvid skjorte og et fornemt silkeslips nænsomt dekoreret med hotelkædens røde nellikemønster. Derefter følger en hurtig tandbørstning og 40 minutter inden arbejdsstart tager jeg hjemmefra. Det er mere end rigelig tid, men det giver en rar bufferzone og tid til en kop kaffe i kantinen. I øjeblikket møder jeg enten kl. 8 eller 9 om morgenen, men når jeg starter i receptionen starter morgenvagten kl. 7.

Transporten til The Chesterfield foregår til fods og med tube. Jeg skal gå 1 minut fra vores hovedør til Edgware Road station. Derfra tager jeg Bakerloo Line fire stop til Oxford Circus hvor jeg skifter til Victoria Line, som jeg skal køre med et enkelt stop til Green Park, som er fem minutters gang fra hotellet. Det tager som regel 20-25 minutter fra dør til dør, hvilket i London målestok er luksusafstand.

I København er det ganske sjældent at se en 22-årig fyr i stramt jakkesæt og slips med toget om morgenen, men i London er jeg blot én blandt tusinder og atter tusinder klædt i jakkesæt. Hvad enten det er en flok skoleelver på tur eller finansmænd på vej mod bankerne langs Themsens breder er fællesnævneren et pænt og nydeligt jakkesæt. Det er formelt på et helt andet stadie end Danmark og selv gode gamle Emma Gad havde nok set sig omkring med et fornøjet glimt i øjet.

Hvis vi vender blikket mod det lidt tørre og mere praktiske område, kan jeg berette at jeg endelig har fået oprettet en bankkonto i Lloyds TSB, som er en af de ganske store banker herovre. Jeg fik sågar charmeret mig så meget ind på min nye bankrådgiver Shannon, at jeg fik forhandlet mig frem til et par forsikringer oven i købet for et meget beskedent beløb, så det er jo bare herligt. Jeg skal hente mit nye betalingskort i banken imorgen - det bliver rart at slippe for alle de småmønter. Jeg har desuden fået lavet en ret smart opsparingsordning, der automatisk runder op til det nærmeste pund ved brug af betalingskortet og sætter det overskydende beløb ind på min opsparingskonto. Det skal nok give en del når året er omme.
Udover oprettelse af bankkonto har jeg også fået ordnet et par andre praktiske småting. Men, da jeg helst ser at i også har lyst til at læse resten af bloggen, vil jeg undlade at kede jer med en gennemgang af disse i denne omgang og i stedet blot nævne, at jeg er ved at have fint styr på de fleste løse ender.

Arbejdsmæssigt går det rigtig godt. Sidste uge var jeg hos housekeeping for at lære alle de forskellige værelser at kende. Mandag og tirsdag fulgte jeg en af vores rengøringsdamer, Kira, rundt på de forskellige værelser. Det var enormt interessant at opleve hvordan en normal arbejdsdag ser ud for dem og jeg må indrømme, at jeg efter bare en halv dag hos housekeeping fik en helt ny respekt for det arbejde de udfører. Jeg har som så mange andre nok haft et lidt for arrogant forhold til rengøringsfaget - det har jeg så sandelig ikke længere. Onsdag, torsdag og fredag brugte jeg i selvskab med senior supervisoren i housekeeping. Vi brugte det meste af tiden på at vandre hotellet tyndt og sikre at alle værelser levede op til de nødvendige standarder. Alt i alt gav sidste uge mig et rigtig fint indblik i hotellets værelser og opbygning. Dog var det mest iøjnefaldende for hele ugen i en hård og slidende afdeling deres smittende og fantastiske humør. Alle hjalp hinanden, smilede og grinede og det synes jeg er beundringsværdigt når man udfører et job der til tider kan være umenneskelig utaknemmeligt - så herfra ryger hatten af for housekeeping.

Så nåede vi til weekenden. Fra torsdag til søndag havde vi to ekstra samboer i form af Cadija's kusine Suad og hendes veninde Maria. Det betød selvfølgelig at vi fredag skulle i byen allesammen. Vi endte på en trendy bar/club kaldet Pitcher & Piano som er placeret i området omkring Angel tube station. Jeg frygtede lidt at der ville gå hønsegård i showet, da jeg var afsted med 5 piger idet Lisa, Flora og Cadija's gamle sambo også hoppede ombord på festvognen. Det var dog heldigvis ikke tilfældet og det blev en fantastisk hyggelig, sjov og festlig aften krydret med billig alkohol og knap så koordinerede dansetrin.

Lørdag smuttede jeg på en kort solotur til moderne og hammer hyggelige Covent Garden. Her ligger en masse små hyggelige nicheforretninger, som jeg vadede ind og ud af. Jeg fik købt en sjov lampeskærm i pap, som min nøgne sparepære nok skal blive glad for - omend den nok lige skal vende sig til sin nye og en smule alternative indpakning. Senere på dagen mødte jeg pigerne til en kop kaffe i centrum. De havde for tredje dag i streg været på massiv powershopping og kom storsmilende slentrende gemt bag alverdens propfyldte pap- og plastikposer.
Efter endt kaffe drog vi mod lejligheden, kun afbrudt af et hurtigt indkøb i supermarkedet Waitrose. Aftenen stod derefter på middag og hyggesnak i køkkenet og vi faldt én efter én trætte om ovenpå en hård fredag og en lang lørdag med mange kilometer i benene.

Tidligt søndag morgen fløj Suad og Maria hjem til Norge, mens Flora, Cadija og jeg hang fast i vores senge senge som fluer på det der klistrede brune tape. Vi kom først op ved 1-tiden om eftermiddagen, da Cadija's kammerat Daniel kom forbi og hev os ned på den lokale pub, The Green Man, for at se Arsenal tabe til Stoke i FA Cuppen. The Green Man ligger lige overfor lejligheden og fungerer også som hostel, så der er altid ganske mange unge mennesker. Efterfølgende blev det til en kort gåtur i Hyde Park på en flot, kold og klar januardag, som vi brugte de sidste timer af med en film hjemme under dynen.

Det var slut på denne uges lidt forsinkede beretning, men der kommer snart nyt igen.
Jeg har det stadig rigtig godt og nyder tilværelsens herovre.

Det har været en lang dag og jeg er godt træt og brugt. Så nu vil jeg, med jer i tankerne, klappe computeren sammen og trække dynen godt op omkring ørerne og viske godnat.

-Jesper